Der er et yndigt land

Der er et yndigt land,

det står med brede bøge

|: nær salten østerstrand :|

Det bugter sig i bakke, dal,

det hedder gamle Danmark

|: og det er Frejas sal :|

Der sad i fordums tid

de harniskklædte kæmper,

|: udhvilede fra strid :|

Så drog de frem til fjenders mén,

nu hvile deres bene

|: bag højens bautasten :|

Det land endnu er skønt,

ti blå sig søen bælter,

|: og løvet står så grønt :|

Og ædle kvinder, skønne mø'r

og mænd og raske svende

|: bebo de danskes øer :|

Hil drot og fædreland!

Hil hver en danneborger,

|: som virker, hvad han kan! :|

Vort gamle Danmark skal bestå,

så længe bøgen spejler

|: sin top i bølgen blå :|

Suomenkieliset sanat: Heikki Klemetti

On armahainen maa,

sen pyökkirantamille

veen vehreäisen hyrskyt kuohuin vaahtoaa.

On kukkeat sen kunnahat

ja lauha joka lehto;

se maa on Tanskan maa,

ja siell' on Freijan kehto.

Maa urhojen se on,

jo muinen se sen näytti

kun kulkemaan sai sankarsaatto pelvoton.

On urheutta vieläkin

sen rannan raatajilla;

siell' äidit hellät heill' on

ja sulo neitosilla.

Der er et yndigt land perustuu Adam Oehlenschlägerin runoon "Isänmaallinen laulu". Runon kolme ensimmäistä ja viimeinen säkeistö otettiin kansallislauluksi. Seuraavassa koko Oehlenschlägerin runo:

Fædrelands-Sang

"Ille terrarum mihi praeter omnes Angulus ridet." Horatius

Der er et yndigt Land,

Det staaer med brede Bøge

Nær salten Østerstrand;

Det bugter sig i Bakke, Dal,

Det hedder gamle Danmark,

Og det er Freias Sal.

Der sad i fordums Tid

De harniskklædte Kæmper,

Udhvilede fra Strid;

Saa drog de frem til Fienders Meen,

Nu hvile deres Bene

Bag Høiens Bautasteen.

Det Land endnu er skiønt,

Thi blaa sig Søen belter,

Og Løvet staaer saa grønt;

Og ædle Qvinder, skiønne Møer,

Og Mænd og raske Svende

Beboe de Danske Øer.

Vort Sprog er stærkt og blødt,

Vor Tro er reen og luttret

Og Modet er ei dødt.

Og hver en Dansk er lige fri,

Hver lyder tro sin Konge,

Men Trældom er forbi.

Et venligt Syd i Nord

Er, grønne Danarige,

Din axbeklædte Jord.

Og Snekken gaaer sin stolte Vei.

Hvor Ploug og Kiølen furer,

Der svigter Haabet ei.

Vort Dannebrog er smukt,

Det vifter hen ad Havet

Med Flagets røde Bugt.

Og stedse har sin Farve hvid

Dit hellige Kors i Blodet,

O Dannebrog, i Strid.

Karsk er den Danskes Aand,

Den hader Fordoms Lænker,

Og Sværmeriets Baand.

For Venskab aaben, kold for Spot,

Slaaer ærlig Jydes Hierte,

For Pige, Land og Drot.

Jeg bytter Danmark ei,

For Ruslands Vinterørkner,

For Sydens Blomstermai.

Ei Pest og Slanger kiende vi,

Ei Vesterlandets Tungsind,

Ei Østens Raseri.

Vor Tid ei staaer i Dunst,

Den hævet har sin Stemme

For Videnskab og Kunst.

Ei Bragis og ei Mimers Raab

Har vakt i lige Strækning

Et bedre Fremtids Haab.

Ei stor, vor Fødestavn,

Dog hæver sig blandt Stæder

Dit stolte Kiøbenhavn.

Til bedre By ei Havet kom,

Ja ingen Flod i Dalen,

Fra Trondhiem og til Rom.

Med hellig Varetægt

Bevare du, Alfader!

Vor gamle Kongeslægt.

Kong Fredrik ligner Fredegod;

Hvor er en bedre Fyrste,

Af bedre Helteblod?

Hil Drot og Fædreland!

Hil hver en Danneborger,

Som virker hvad han kan.

Vort gamle Danmark skal bestaae,

Saalænge Bøgen speiler

Sin Top i Bølgen blaa.

Oehlenschlägerin laulun otsikoksi valitsema Horatiuksen motto on suomeksi "Tämä maankolkka nauraa minulle enemmän kuin mikään muu". Runon teksti noudattaa vanhaa tanskalaista oikeinkirjoitusta.